600.000 mobilkunder får opdateret deres abonnement


I løbet af den kommende tid vil omkring halvdelen af YouSees mobilkunder få opdateret deres abonnement. Med opdateringen følger en række fordele og forbedringer med. Danmarks bedste mobilnetværk, 4G i hele EU, et filter mod fupopkald, adgang til musik, film og mere data. Det er blot nogle af de fordele og forbedringer, der venter mange af de YouSee-mobilkunder, som snart får opgraderet deres abonnement. ”Vi ensretter vores mobilabonnementer for at sikre, at vi kan give alle den samme gode kundeservice og mobiloplevelse,” siger Thomas Simonsen, som er ansvarlig for YouSee Mobil.

Så mange oplever opdateringen
Helt konkret vil cirka 600.000 YouSee-kunder opleve ændringerne. ”Nogen får nyt indhold, men på samme abonnement. Nogen flyttes over på et andet abonnement, men mærker det ikke. Nogen får en prisstigning på samme abonnement, fordi de tidligere på året har fået mere indhold i pakken. Og nogen flyttes over på et nyt mobilabonnement og skifter it-system,” forklarer Thomas Simonsen.

Nye priser og nye fordele
For nogen betyder opdateringen, at prisen på deres mobilabonnement stiger med op til 20 kroner. Men 8 ud af ti af de kunder, der oplever en prisstigning, får samtidig – eller har allerede fået – mere indhold i form af for eksempel YouSee Musik, Wi-Fi-opkald, mere data, mere tale eller mulighed for digitale fordele via YouSee More.

Tjek dit abonnement
”Det er afgørende, at vi forenkler vores produktportefølje og flytter kunder fra gamle til nye produkter, fordi det gør os i stand til at forbedre både kundeoplevelsen og -servicen. Det kræver, at vi ændrer prisen på en række abonnementer,” siger Thomas Simonsen, som samtidig påpeger, at mange ældre mobilabonnementer ofte er for dyre i forhold til, hvad de indeholder. ”Mobilmarkedet forandrer sig hele tiden, og man bør faktisk tjekke sit abonnement hvert år for at sikre, at det er tidssvarende. Hvis man har et flere år gammelt abonnement, kan mange faktisk med fordel skifte til et af vores nyere abonnementer og få mere værdi for pengene.”

4G i hele EU
YouSees mobilkunder er på Danmarks bedste 4G-mobilnetværk (kåret af Teknologisk Institut for 4. år i træk), og det bliver benyttet flittigt. Danskernes forbrug af mobildata steg med 50 procent fra 2016 til 2017. ”Vi ser en stor stigning i dataforbrug blandt vores kunder – både her i landet, og når de rejser i EU. Derfor har vi indgået 4G-aftaler med alle EU-lande, så vi sikrer de bedste forbindelser, når vores kunder nu også kan streame alt deres indhold i hele EU og dermed har brug for stabile forbindelser. Jeg håber derfor, at vores kunder kan se fordelene ved at forblive YouSee-kunde trods vores justeringer,” siger YouSees produktdirektør Hans Henrik Knudsen.

Kom godt igang efter flytning
Ændringerne træder i kraft 1. juli, og alle berørte kunder får de kommende uger en e-mail om ændringerne, og om hvordan de kommer godt i gang med deres nye abonnement. Dagen før flytningen får de desuden en SMS om, hvad de kan gøre, hvis de oplever problemer med deres forbindelse. Der er også hjælp at hente på yousee.dk/mere-mobil og tlf. 70 70 43 32.
 


Venlig hilsen
YouSee